Jeg kunne være blevet prinsesse af Danmark...

...Og nej, det involverer på ingen måde hverken Frederik eller Mary.
I april måned er der Cherry Blossom festival i DC og hvert år repræsenteres hver stat med en Cherry Blossom princess (meget amerikansk, I know). Disse prinsesser skal igennem et intensivt program i DC i en uge, blandt andet med besøg hos præsidentparret i Det Hvide Hus, møde med speaker of The House, Nancy Pelosi, til møde i Kongressen, til frokost med senatsmedlemmerne, til adskillige receptioner, et stort bal og meget mere. I år blev udvalgte ambassader inviteret til at stille én prinsesse og da jeg jo er praktikant i kulturafdelingen, spurgte de om jeg ville deltage som Danmarks repræsentant!!! dvs. lige indtil at de fandt ud at jeg var fyldt 25, for så overskred jeg den øvre aldersgrænse på 24. Istedet bliver det nu Cecilie på 23 fra Fødevareafdelingen, der kommer med til det.
Jeg har simpelthen været så ærgerlig. Det kunne være blevet en oplevelse for livet. Jeg ringede fluks til mine forældre og bebrejdede dem, at de ikke havde ventet bare tre måneder med at få mig, så jeg kunne have været med.
Nu må jeg istedet trøste mig med, at jeg i det mindste slipper for at gå med lyserødt tøj og et silkebånd hvor der står Danmark på i en uge, og at jeg ikke skal troppe op til afslutningsballet i hvid strutkjole og lange hvide handsker. Dén prinsessedrøm stoppede trods alt for 12-14 år siden.

Amerikansk kultur 2: Gospel og Valentines Tea

Mens sidste søndag bød på Hockey og Super Bowl, var det to andre ekstremt amerikanske begivenheder der fyldte denne søndag: Gospelgudstjeneste og Valentines tea.

Vi startede søndagen med at tage til gudstjeneste i en kirke, der er kendt for sit gospelkor. Kirken lå i et kvarter, lige opad dér hvor det begynder at blive lidt farligt at færdes, men på denne solskinssøndag føltes det dog helt fredeligt.
Gudstjenesten levede op til alle forventninger: et gospelkor på omkring 200 mennesker, en præst der holdt en brandprædiken fuld af fagter og en menighed der jævnligt udbrød 'Halleluja' eller 'Praise the Lord'. Vi var de eneste hvide mennesker i forsamlingen, hvorfor det var lidt svært at gemme sig i mængden. Vi blev derfor bedt om at rejse os op (fra vores ellers diskrete pladser bagerst i kirken), mens omkring 500 afroamerikanske mennesker bød os velkommen.

Efter den næsten tre timer lange gudstjeneste tog vi til Valentines Tea på International Student House (ISH), hvor to af mine medpraktikanter bor. ISH har en lang tradition for at huse udvekslingsstuderende og ledes af en bestyrelse af ældre, meget rige mennesker. Efter alt at dømme, var det også dem, der i anledning af Valentines Day havde arrangeret en te-event i fællessalen. I hvert fald vimsede det rundt med ældre damer med blåt hår og Chanel-dragter.
De, der iøvrigt har læst Harry Potter ved hvad jeg mener, når jeg siger at ISH ligner Gryffindor-fløjen på Hogwarts. Der er høje mørke træpaneler, gobeliner på væggene, marmorfliser, store fløjlssofaer og en kæmpe kamin. Der sad en pianist i et hjørne og spillede på et flygel og der var kager, petit fours og chokoladefontæner i lange baner. Alt i alt en meget stemningsfuldt og meget amerikansk oplevelse.

Lidt om ambassaden...

Her ser I et billede af den underskønne danske ambassade i Washington D.C. Den blev efter min mening bygget mens dansk møbeldesign var på sit højeste og dansk arkitektur var på sit laveste. Billedet er hugget fra ambassadens hjemmeside, og der er en grund til, at det er blevet taget bag nogle buske og træer: til trods for marmorfliser og andre ædle byggematerialer er den ikke særlig køn!
Der arbejder ca. 40 mennesker på ambassaden i forskellige afdelinger.
Danmark er qua sin deltagelse i Irak på ret god fod med amerikanerne, og selvom man kan være uenig i Danmarks udenrigspolitiske linje, så har det altså åbnet nogle døre, der gør det ret spændende at være herovre lige nu. Der er omkring 190 ambassader i byen, der alle kæmper for at få opmærksomhed og de danske diplomater får adgang til en del møder, som landets størrelse ellers ikke lægger op til, at vi skulle få.

Til sidst ligger ambassaden på en lille blind vej lige overfor familien Clinton's Washington Residens. Af samme grund går jeg altid med et kamera på mig i tilfælde af at Hillary (det er hende der er mest i byen) skulle komme hjem. Jeg har dog endnu kun mødt hende bodyguards, der står i sorte jakkesæt og solbriller og venter ved hendes bil.

Amerikansk Kultur 1: NHL kamp og Super Bowl

Trods min fuldstændig ikke-eksisterende interesse for hverken Ishockey eller American Football, formåede disse sportsgrene rent faktisk at fylde min søndag på ganske underholdende vis.

Frans Nielsen er som nogen ved blevet første danske spiller i NHL, og da hans hold (NY Islanders) skulle spille mod Washington Capitals, var det oplagt, at vi tog en dansk delegation ind at se det.

Til trods for at der vist kun er én times effektiv spilletid i en ishockeykamp, tog kampen over tre timer. Det skyldtes de mange pauser og indslag, som eksempelvis da miss Virginia sang nationalsang eller da hele hallen skulle rejse sig op og hylde tre irak-veteraner, der var inde at se kampen. I de utallige reklamepauser blev der lavet konkurrencer for publikum. Et af de sjovere indlsag var det de kaldte 'Human Puck' , hvor tre fans blev klædt ud som en ishockey-puck hvorefter de skulle løbe om kap og glide i mål på isen.

Dagen fortsatte med et af højdepunkterne i det amerikanske kalenderår, Super Bowl.

Nogle kolleger på ambassaden inviterede til American barbeque (en Super Bowl tradition, der nok er mere udbredt i stater, hvor der er over -4 graders celcius på nuværende tidspunkt), Budweisers og en 80" tv-skærm.

Jeg blev ikke spor grebet af sporten, men en lige stor del af det, er naturligvis hele showet omkring begivenheden. Mange af ugebladene op til Super Bowl er faktisk fyldt af forudsigelser om, hvilke reklamer der vil blive spillet i pauserne. Jeg kan informere om, at vi kunne købe 6-7 operahuse for det beløb der bliver vist reklamer for på netop denne aften!

Byen Washington

U.S. Capital (kongressen) er Washingtons absolutte midtpunkt hvorfra to akser (A street og 1st Street) deler hele byen i fire dele lige som et koordinatsystem. Man kan derfor altid orientere sig efter kongressen, hvis man farer vild i byen
Jeg bor og arbejder i Nord-vest, og har praktisk talt ikke bevæget mig udenfor denne bydel. Washington D.C. består nærmest af to vidt forskellige byer. Der er den pæne, rige og hvide diplomatdel, der er sikker at færdes i og så er der syd-øst delen, der gang på gang sætter Washington på førstepladsen i kriminalstatistikkerne – deraf dens tilnavn ”murder capital”. Rygterne siger, at det statistisk set er sikrere at være amerikansk soldat i Bagdad end at gå aftentur i syd-øst…
Det er forbudt at bygge huse, der er højere end kongressen, derfor har D.C. ingen skyskrabere. Den er derfor en stor kontrast til eksempelvis New York, med dens store brede boulevarder og lave bygninger fra omkring 1900-tallet (eller i en rekonstruktion af den byggestil). Byen er præget af en meget høj grad af udskiftning af mennesker. De fleste beboere kommer her for at arbejde eller studere i en tid. De eneste fastboende mennesker er sådan set de lavtuddannede mennesker der arbejder i servicejobsene.
Byen har omkring 190 ambassader. Mange af dem ligger på Massachussets Avenue som også bliver kaldt ’Embassy Row’. Det er næsten en turistattraktion i sig selv at gå ned ad denne vej og se de mange ambassader i forskellig byggestil alt efter hvilket land det repræsenterer. Den indiske har eksempelvis elefanter foran indgangen, mens den japanske har en allé af bonsaitræer.
Til sidst er byen meget kuperet. Eksempelvis er der kun er lille park mellem den vej jeg bor op ad og den blinde vej ambassaden ligger på. Jeg forestillede mig inden jeg tog afsted, at parken mindede om Central Park i NY, og jeg troede derfor, at jeg kunne tage en smutvej gennem parken til arbejde, idet der i fugleflugt er 6-700 meter. Det kan jeg sådan set også godt, men jeg skal først klatre ned af en skrænt gennem et temmeligt tilvokset område og derefter op af en ret stejl bakke. Det er en meget flot tur (se billede), men ret øde og ikke særlig praktisk. I stedet tager jeg hele vejen udenom, hvilket er en tur på 2-3 km. Så i praksis bor jeg ikke så tæt på ambassaden som et kort ellers giver indtryk af.