Ricky - the singing cab driver

Er det bare mig eller er der lidt flere originaler pr. almindelig indbygger på denne side af atlanten? I dag tog jeg til foredrag hos Washington Times, der ligger i modsatte ende af byen. Jeg kunne således se frem til over 30 minutters taxitur.
Da min taxa kom, blev jeg modtaget af Ricky - the singing cab driver, og det var lige netop hvad han var. Så snart jeg havde sat mig til rette på bagsædet (der i øvrigt var plastret til med farvestrålende klistermærker), tog han et headset og en knaldrød cowboy hat på, tændte for et mobilt karaoke-anlæg og gav sig ellers til at synge kærlighedssange fra 50erne, hvor han erstattede alle navne i teksten med Isabel. Det var pivfalsk!

Sådan sad jeg i en halv time og undertrykte min latter til tonerne af Blue Moon, mens vi passerede Jefferson Memorial, hvor kirsebærtræerne lige var sprunget ud, så verdenen lignede et lyserødt snelandskab - en temmelig surrealitisk totaloplevelse. Da vi nærmede os min destination, spurgte Ricky om jeg ville have den special performance, han gerne gav sine kvindelige passagerer når de steg ud. I lyset af den allerede noget særprægede køretur, forespurgte jeg hvad special performance mon indebar. Han var ikke meget for at ødelægge overraskelsen, men sagde til sidst, at han ville åbne døren for mig, tage sin guitar frem og synge en Hawaiiansk kærlighedssang på knæ foran mig. Jeg gav det lidt høflig betænkningstid, men da vi nærmede os hovedindgangen til Washington Times, takkede jeg dog til sidst nej.

Colin Powell: You must be the ambassador of...ehm...photography!

Denne dag startede som de fleste andre, men tog et lidt ekstraordinært tvist hen mod frokosttid. Den danske ambassadør fik de nordiske og baltiske ambassadører samt Colin Powell til frokost, og da det var en oplagt mulighed for at få lidt stjernestøv på vores hjemmeside, blev jeg udstyret med et kamera og sendt over i residensen, hvor det hele skulle foregå.
Modtagelsen af de prominente gæster gik dog ikke helt som forventet, nogle kom for tidligt, andre for sent, og det blev aldrig helt oplagt at tage et billede af dem allesammen. Istedet befandt jeg mig pludselig i en rundkreds af syv ambassadører, der stod og lavede indforståede jokes om EU, mens jeg stod og trådte mig selv over tæerne og prøvede ikke at se alt for fejlplaceret ud. Endelig kom the man him self, M. Colin Powell. Han hilste på gæsterne i rækkefølgen: den danske, svenske, islandske, finske, litauiske , estiske og lettiske ambassadør. Da han kom til mig forløb en samtale nogenlunde således: Powell: "Hi, nice to meet you", Isabel: "Nice to meet you too" (sagt med afstemt eftertryk), Powell: "So, you must be the ambassador of...ehm...photography?" Isabel: "Yah, exactly! haha".
Jeg vil på baggrund af disse ord for eftertiden hævde, at jeg har ført en samtale med selveste former Secretary of State, M. Colin Powell.

Toke på besøg i Guds eget land

Jeg har netop haft besøg af Toke i to uger. Min praktikplads i USA, har jo medført at Toke har måttet sluge al stolthed og tage turen til the land of the free and the home of the brave - hvis han altså ville se mig (og det ville han heldigvis).

Det var nogle skønne uger, og eftersom han kommer tilbage et par gange endnu, var der tid til at se andet end turistattraktioner. Det var rart at kunne vise ham min verden herovre, da det er svært at beskrive det hele ordentligt over scype.
Lørdag aften tog vi til NBA kamp (Wizards vs. Hornets). Behøver jeg at sige, at den ene af os fik et væsentligt højere udbytte af kampen end den anden...? Da jeg gik derfra, kunne jeg dog forskellen på tre-points og to-points mål (eller hvad det nu hedder, når målet er en kurv).
Jeg ville gerne have vedhæftet nogle flere billeder af os under Tokes besøg, men desværre gik de første billeder af hans besøg tabt. Så jeg kan desværre ikke vise de traditionelle turistfotos af os foran det Hvide Hus, Kongressen eller Lincoln Memorial.

Jeg mistede sågar et foto, jeg fik taget i smug af Toke, der stod ved Washington Monument med front mod vinden og tre blafrende Stars & Stripes i baggrunden. Han lignede i dén grad et ikonfoto for U.S. Army, hvorfor jeg planlagde at gemme det til at lukke munden på ham, når hans anti-amerikanske ytringer blev for stærke. Men desværre: jeg formøblede hvad der formentligt kunne være blevet et yderst lukrativt pressionsmiddel...

Korsang: freshmens og arabisk folkemusik

Jeg arbejder på en dansk arbejdsplads, jeg bor til leje hos et dansk par, jeg bruger al min fritid med mine danske medpraktikanter. Jeg får smørrebrød hver dag til frokost - jeg har praktisk talt aldrig været så dansk som nu!!
For ligesom at opleve lidt af den amerikanske ungdom ( - og naturligvis dyrke musikken) er jeg derfor begyndt til kor på Georgetown University. GU blev bygget i 1789 og er således efter amerikanske forhold et meget gammelt, og - synes jeg - utrolig smukt universitet.
Forårsrepetoriet står på musik fra hele verden og afspejler således fint den meget brogede sammensætning af nationaliteter i koret. Instuderingstempoet er temmelig højt, men jeg er jo også vant til Panumkoret (hehe) og jeg får virkelig min sag for i nogle af numrene.
Vores dirigent er rigtig dygtig, og samtidig det mest feminine menneske jeg har mødt. Ikke at han er spor krukket, det er bare hans bevægelser og hans måde at artikulere på, der simpelthen er et studie i feminitet. Men når man abstraherer fra det, er han dygtig til at få klang ud af koret, til trods for, at nogle af de mandlige sangere ser ud som om, deres stemmer kun lige er gået i overgang.
Til slut er der vist kun at sige, at hvis I skulle komme til DC d. 25. april og have lyst til at høre en koncert med repertoire fra hele verden, skal I bare troppe op på Georgetown University’s McNeal Hall kl. 8:00 PM. Med til koncerten hører naturligvis, at man får lov at se mig synge The Star spangled Banner og Georgetown Alma Mater i vedhæftede velour gown – str. tre numre for stor!

Når Vicepræsidenten kommer hjem

Hvis man ser D.C. på Google Earth’s satelitbilleder vil man opdage, at den danske ambassade ligger lige op af et cirkelrundt afspærret område, der bevidst er sløret til så man ikke kan se nogle detaljer af området. Det er U.S. Naval Observatory der ligger der og det er tophemmeligt!! Derudover ligger vice præsidentens bolig også derinde og når han kommer hjem, stopper hans kortege trafikken i ca. 20 minutter: Først kommer 8 politimotorcykler kørende med 50 meters mellemrum, efterfulgt af tre politibiler – alle med udrykning! Derefter følger tre sorte biler med tonede ruder – Cheney sidder formodentlig i én af dem. Derefter igen tre sorte Secret Service biler – den bageste med åben bagklap hvorfra tre skarpskytter sidder og peger med maskingeværer i hver deres retning, og til sidst endnu nogle politibiler og – motorcykler. Det er et kæmpe postyr og jeg ville mægtig gerne have taget et billede af det, sidst jeg så det, men jeg turde simpelthen ikke at fiske mit kamera ud af inderlommen, af frygt for at mine bevægelser blev tolket som optakten til et attentatforsøg.

Selvsamme Cheney skulle iøvrigt have brilleret i sidste uge ved at udtale, at han ville ønske, at han havde lært latin, for så kunne han jo snakke med sine værter i Latinamerika...

Jeg har mødt Tim Robbins!!!!

Jeg har mødt en af mine store helte! Denne onsdag var jeg inde i kongressen til et arrangement om menneskerettigheder. Danske Inge Genefke (stifteren af Institut for torturofre) holdt et oplæg sammen med nogle af hendes amerikanske kolleger og ved samme lejlighed blev filmen The Secret Life of Words om torturofre vist. Tim Robbins spiller en af hovedrollerne, og han var derfor med i kongressen for at præsentere filmen. Han er selv menneskerettigheds-forkæmper (samt indædt modstander af krigen mod Irak sammen med sin hustru Susan Sarandon), hvilket - sammen med hans præstationer i Shawshank Redemption og Mystic River - kvalificerer ham til idolstatus i mine øjne.

Efter filmen var der en reception hvor jeg fik lejlighed til at møde ham og få taget et billede (der skal i glas og ramme, op at hænge over klaveret og en gang fremvises til mine børnebørn).

Jeg fortalte det begejstret til mine medpraktikanter, da jeg kom tilbage til ambassaden. De er bestemt kvikke på en lang række områder, men desværre nogle kulturelle ignoranter(!!), så min begejstring faldt helt til jorden, da ingen af dem vidste hvem han var. Jeg håber derfor, at der sidder nogle derude, der ligesom jeg har grinet eller grædt til Shawshank Redemption, Mystic River, The Player, Dead Man Walking, War of the Worlds etc...

Lidt om min praktikplads

Kommunikationsafdelingen på den danske ambassade består af fire mennesker: tre fastansatte og en praktikant. Det er derfor selvsagt en meget travl afdeling, da det er et temmelig stort kontinent den skal dække.
Vores opgaver dækker 1. pressearbejde: primært i forbindelse med ministerbesøg eller Muhammedkriser, 2. informationsarbejde: herunder hjemmeside og nyhedsbreve og til sidst 3. kulturarbejde, hvilket primært dækker over eventplanlægning og ledelse af kulturnetværk i USA. Sidstnævnte er en ret omfattende opgave, idet vi hele tiden bliver kontaktet af mere eller mindre danske kunstnere, der ønsker vores støtte eller involvering i deres projekter. Der er derfor et utal af events og projekter at holde styr på.
Mens mine tre kolleger, Lene, Helene og Trine, hver især har et primært ansvarsområde, er jeg blæksprutten, der skal lave lidt af det hele. På den måde får jeg indblik i mange forskellige opgaver, hvilket er super spændende. Jeg har dog endnu ikke lavet noget pressearbejde, men det håber jeg på at komme ind over, da det er et område jeg mangler erfaring med.

Mens informationsarbejdet foregår meget ad hoc, er kulturarbejdet mere langsigtet. Mit store projekt bliver en jazzfestival der bliver arrangeret i samarbejde med de øvrige nordiske repræsentationer i byen og som løber af staben på tagterassen af House of Sweden - Sveriges nyåbnede ambassade nede ved Potomac-floden. Svenskerne har investeret 1,3 mia DKK på denne ambassade, hvilket deres nordiske kolleger (os selv inklusiv) synes er håbløst overdrevet for et land af deres størrelse. Formentlig dækker det nu nok over misundelse (jf. min tidligere beskrivelse af den danske funkisdrøm af en ambassade). Under alle omstændigheder er den ideel til at holde jazzkoncerter på en lun sommeraften...

Jeg har tidligere været med i et projekt, der skulle få nogle danske virksomheder ind på luksusfødevaremarkedet i USA, så arbejdsopgaverne og projekterne er meget forskelligartede.
Jeg har aldrig haft så mange bolde at jonglere med på én gang, og det har krævet en del tilvænning og ressourcer ( jeg gik nærmest i seng kl. 9:00 hele februar). Nu er jeg ved at komme på plads og er kommet ind i mange af opgaverne, så det er blevet mindre hektisk og jeg har fået mere overskud i forhold til de mange projekter.

Til sidst, så er det en fantastisk by at være i praktik i. Det er interessant at være til møder på de forskellige ambassader og så førerDC som politisk centrum en masse spændende arrangementer med sig. Jeg har indtil videre været til designkonference, til ferniseringer, til menneskerettighedshøringer, etc.
På torsdag skal jeg til World Media Associations' prisuddeling og foredrag om “Media as the Conscience of Society” hos Washington Times. Der er således en del ekstraordinære oplevelser i byen, og fordi jeg kun skal være her seks måneder, tror jeg heldigvis ikke, at de når at blive ordinære mens jeg er her.