Er det bare mig eller er der lidt flere originaler pr. almindelig indbygger på denne side af atlanten? I dag tog jeg til foredrag hos Washington Times, der ligger i modsatte ende af byen. Jeg kunne således se frem til over 30 minutters taxitur.Da min taxa kom, blev jeg modtaget af Ricky - the singing cab driver, og det var lige netop hvad han var. Så snart jeg havde sat mig til rette på bagsædet (der i øvrigt var plastret til med farvestrålende klistermærker), tog han et headset og en knaldrød cowboy hat på, tændte for et mobilt karaoke-anlæg og gav sig ellers til at synge kærlighedssange fra 50erne, hvor han erstattede alle navne i teksten med Isabel. Det var pivfalsk!
Sådan sad jeg i en halv time og undertrykte min latter til tonerne af Blue Moon, mens vi passerede Jefferson Memorial, hvor kirsebærtræerne lige var sprunget ud, så verdenen lignede et lyserødt snelandskab - en temmelig surrealitisk totaloplevelse. Da vi nærmede os min destination, spurgte Ricky om jeg ville have den special performance, han gerne gav sine kvindelige passagerer når de steg ud. I lyset af den allerede noget særprægede køretur, forespurgte jeg hvad special performance mon indebar. Han var ikke meget for at ødelægge overraskelsen, men sagde til sidst, at han ville åbne døren for mig, tage sin guitar frem og synge en Hawaiiansk kærlighedssang på knæ foran mig. Jeg gav det lidt høflig betænkningstid, men da vi nærmede os hovedindgangen til Washington Times, takkede jeg dog til sidst nej.
1 comment:
Hej Isa
Spaendend at foelge med i din blog, og tak for din kommentar paa min.
Jeg har lige fundet ud af, at den weekend, Toke og du kommer hertil, ogsaa er den weekend, der er Prom paa skolen!
Jeg vil goere alt, jeg overhoved kan, for at I kan komme ked ogsaa, saa maaske er der en mulighewd for at du kan faa brugt din kor-optraeden-kjole igen.
Kh.
Martin
Post a Comment